Tylecodon Paniculatus
Plante | Sol | Vand sommer | Vand vinter | Dvale | Jord | Udbredelse |
Tylecodon Paniculatus | max | - | middel | sommer | blandet | Sydafrika |
Tylecodon Paniculatus minder lidt om den populære stueplante Pengetræ. Som de andre Tylecodoner er det dog en vintervokser - den går i dvale om sommeren, hvor den smider alle blade, der så springer ud igen om efteråret. Tylecodon Paniculatus blomstrer omkring maj-juni når den har smidt bladene. Blomsterne sidder som på de andre Tylecodoner på lange stilke der efter blomsting tørrer ud og ligner meget lange torne, eller hår hele vejen rundt om plantens løv.
Tylecodon Paniculatus kaldes "Butter tree" i Sydafrika, men ikke pga. smagen - planten er giftig.
T.Paniculatus kan blive stor - op til 3 meter høj og få en stor bred caudex. Planten vokser i naturen i et stort og varieret område i det nord-vestlige Sydafrika og ind i det sydlige Namibia, der er karakteriseret ved at få stort ser al nedbør om vinteren. Den bør derfor slet ikke vandes om sommeren, men en lille smule ca. een gang om måneden vil ikke skade.
Tylecodonernes vækstområder giver ikke meget skygge i naturen, men T.Paniculatus skulle kunne vokse i indirekte lys.
Planten bør dyrkes i et medium der giver godt dræn som pimpsten, grus eller lignende blandet med kaktusjord, eller fint siet spagnum. Gødes begrænset i vinterhalvåret.
Tylecodon Paniculatus får ikke særligt dybe rødder, da den i naturen lever af regnvandet der falder rigeligt i vinterhalvåret, men bør i stedet plantes i rimeligt brede potter f.eks. en rund bonsaipotte. Vi har haft Tylecodon Paniculatus i både lerpotter, betonpotter og plastik, de virker til at trives fint i lerskåle og plastik men ikke i betonskål.