Pachypodium Succulentum

Plante Sol  Vand sommer Vand vinter Dvale Jord Udbredelse
Pachypodium Succulentum middel middel middel vinter
mineral
Sydafrika

 

Familie: Apocynaceae

P.Succulentum minder meget om sin artsfælle P.Bispinosum men har smallere kronblade og større blomster. De krydses ikke med hinanden i naturen.

De har også begge det tilfælles at de stammer fra Sydafrika i modsætning til næsten alle andre Pachypodium arter, der vokser i Madagascar.

I Sydafrika stammer de fra meget store dele af landet mod syd, nord og øst, men ikke i halvørkenen mod nord-vest.

P.Succulentum har den store fordel frem for sine artsfæller fra Madagascar, at den kan tåle ret meget frost, minimum ned til minus 10 grader Celcius. Plantens dvaleperiode er også lidt længere i det koldere klima i Sydafrika, fra november til marts. I denne perioden skal planten slet ikke vandes. 

Hvis man holder planten i almindelig stuetemperatur er det ikke sikkert den går i dvale, og så kan vanding fortsættes.

P.Succulentum bør dyrkes i meget mineralsk materiale, grus, pimpsten, lava eller andet lignende, og til gengæld gødes ofte i vækstperioden, hos Caudiciform.com gøder vi næsten hver uge om sommeren.

Planten danner sit imponerede caudex under jorden, og denne kan løftes ved hver omplantning. Rodformering af P.Succulentum er relativt nemt. Skær et stykke af rodknolden, og plant det umiddelbart med en anelse over jorden.

 Generelt om Pachypodium

 

 

Der er en række regler man med fordel kan følge når man dyrker Pachypodium uanset art.

Brug små potter. Bruges der store potter får planten ofte for stort rodnet, og så bruger planten mere energi på at vækste grenene, og dermed får man ikke den kompakte form, som de får i habitat, og som er flottest. Med små potter menes en potte der ikke er meget bredere end selve caudex, og ikke meget højere end caudex.

Brug et rent mineralsk vækstmedie, som f.eks. pimpsten, eventuelt blandet med noget perlit. Begge mineraler holder lidt på vand, men lader større mængder vand trænge i gennem en potte og ud igen.

Gød ved hver vanding. Brug en lav koncentration af gødning, og husk at gødningen i alt det vand der ryger ud af potten igen ved vanding ikke optages af planten.

Hold altid planten en smule fugtig - også om vinteren. Det lyder måske lidt modsat at planterne skal holdes tørre om vinteren for at undgå råd, men husk at man også kan vande en meget lille smule i udkanten af potten, væk fra planten. Pachypodium skal have meget vand om sommeren, gerne hver anden dag. Særligt Brevicaule reagerer meget stærkt på udtørring.

Pachypodium er i dvale december til februar (ca.), blomstrer fra april til juni, og vokser fra juni til november.

Pachypodium skal have minimum 4 timers direkte sol i blomstrings- og vækstperioden fra februar til november.

Pachypodium skal holdes over 13 grader om vinteren - Bispinosum og Succulentum kan dog tåle ned til 0 grader.

Særligt Pachypodium Brevicaule skulle være særligt følsom overfor bakterier. Som huskeregel kan man generelt undgå direkte berøring af nogen Pachypodium.

 

Pachypodium Succulentum habitat