Adansonia Grandidieri
Familie | Malvaceae |
Sol | Max |
Vand sommer | Middel |
Vand vinter | Min |
Dvale | Vinter |
Jord | Blandet |
Habitat | Madagascar |
Adansonia Grandidieri er den mest kendte Baobab fra Madagascar, og den mest udbredte. Når man ser grusvejene som allér af Baobab - så er det Adansonia Grandidieri der står der. Træet kan blive op til 30 meter højt og lidt mindre boblet end de øvrige Baobab'er - mere lige sider og op til 3 meter i diameter. Nogle af de andre Baobab'er kan blive langt tykkere. Grandidieri er ikke en benævnelse for størrelsen - men simpelthen navnet på den botaniker der navngav Adansonia Grandidieri.
Adansonia Grandidieri vokser i det aller sydligste Madagascar. Selvom det er den mest udnyttede Baobab i Madagascar til føde, olieproduktion og andet, så er der en stor population på over en million eksemplarer i naturen.
Adansonia Grandidieri er sjælden i handlen - både som frø og plante, men er som de andre Baobab arter udemærket og nem som stueplante. Alle Baobab arter udemærker sig ved nærmest ikke at have en grænse for hvor lang dvale/tørkeperiode den kan klare, men samtidig kan vækst året rundt lade sig gøre med fortsat vanding, varme og lys.
Adansonia Grandidieri skal have maksimum lys, kan tåle meget høje temperaturer, og vandes regelmæssigt i vækstperioden. Adansonia Grandidieri skal muligvis vandes lidt mindre end de øvrige Baobab arter. Deres habitat i Madagascar nærmer sig områder hvor det regner ekstremt sjældent. Går Adansonia Grandidieri i dvale skal den slet ikke vandes. Nogle anbefaler at man i dvaleperioden vander en smule een gang om måneden så rødderne ikke beskades - det er ikke vores erfaring at det er nødvendigt.
Blandet jord kan være lidt muld, lidt ler og sand, men pimpsten kan sagtens benyttes i stedet for ler og sand. Gødes lidt i vækstperioden.